Juni har navn efter den romerske gudinde, Juno, himlens og jordens dronning, der var gift med Jupiter, den øverste af de romerske guder.
Jupiter og Juno identificeres med den græske mytologis Zeus og Hera.
Det gamle danske navn for juni er "skærsommer," der viser hen til, at det er den del af sommeren hvor dagene er klarest og lysest.
Særlige dage i juni
5. juni, Grundlovsdag
Det er grundloven af 5.juni 1849, vi fejrer. Det siges, at kong Frederik d. 7. valgte netop denne dag, fordi det var Louise Rasmussens og Carl Berlings søns fødselsdag. Grundloven fra 1915, der bl.a. gav kvinderne valgret, blev også stadfæstet den 5.juni, ligesom den seneste grundlov fra 1953, der afskaffede Landstinget og indførte ombudsmandsinstitutionen. En enkelt grundlov skiller sig ud, nemlig "Danmarks riges gjennemsete Grundlov af 28. juli 1866", også kaldet juligrundloven.
5. juni, Fars dag
I 1937 introduceredes grundlovsdag som fars dag som et modstykke til mors dag.
15. juni, Valdemarsdag
Indført som flagdag i 1912. Iflg. legenden var det på denne dato, at Dannebrog faldt ned fra himmelen under slaget ved Lyndanisse i Estland i 1219 hvor Kong Valdemar besejrede den estiske hær.
Genforeningsdag
Danmarks formelle genforening med Sønderjylland efter første verdenskrig. Den officielle gennemførelse skete dog først den 9. juli.1920 Genforeningen blev fejret over hele landet og gav anledning til opførelse af et stort antal genforeningssten. Bl.a. stenen i Saxild.
23. juni, Sct. Hans aften
Iflg. overtroen var hekse og andet troldtøj særlige aktive på helligaftener og bålene ved Sankt Hans skulle bortjage alle onde ånder, der kunne true jordens frugtbarhed. Man mente, at alskens troldtøj, djævlepak, underjordiske og hekse huserede i den koglende sankthansnat. Derfor løb man tidligere rundt om markerne med brændende halmviske, sat på lange stager, for at beskytte høsten mod djævleskabets ødelæggende kunster. I dag nøjes vi med at afbrænde bål, med en symbolsk heks i toppen. Efter at være sendt til himmels, samles heksene til sabbat med Satan selv, enten på Bloksbjerg i Harzen, eller på Heklafeld i Island, hvor nedgangen til Helvede findes.
24. juni Sct. Hans dag
Sankthans var oprindeligt en hedensk solhvervsfest, som kirken legitimerede ved at gøre den til en kristen festdag for Johannes Døberen.
Vejrvarsler og talemåder i juni
Bed om regn før midsommer, thi senere kommer den uden bøn.
8. juni, Sankt Medardusdag
Som vejret er på denne dag, vil det holde sig til høsten.
15. juni, Sankt Vitusdag
Regn på sankt vitusdag, giver regn de følgende 30 dage.
17. juni Bodelsmesse
"Bodelsregn er bedre end guld"
Tørvejr på Bodelsmessdag giver korte strå og lave neg.
23.juni Sankt Hans
"Sankthansaftens regn, giver godt til præst og degn" - og dermed til bonden selv, da kirkens andel kun var en tiendedel af høsten.