Adresse:
- Kystvejen, Kysing
Opført:
- 1842
Nedbrudt:
- 1932
Kendte ejere:
- Ole og Michel Jensen
- Ane Pedersdatter
- Rasmus Mortensen
Kendte møllere/svende:
- Jens Kristian Bendtsen (1845)
- Jørgen Christian Pedersen (1845)
- Niels Nielsen (1860)
- Rasmus Rasmussen 1860
- Kritian Tørsleff
- Clement Sjerslev Christensen
- Kristian Nielsen Sørensen
Kysing Mølle
Kysing Mølle blev bygget i april 1842 af brødrene Ole og Michel Jensen, to driftige landmænd fra Kysing. Møllen blev placeret på de yderste stejle skrænter ud mod Kattegat og opført som en jord-hollænder med stråtækt tag og vinger næsten til jorden.
Møllen blev hurtigt et vigtigt aktiv, ikke kun for Kysings bønder, men for en stor del af oplandet.
På daværende tidspunkt måtte der kun opføres én mølle per mil, hvilket skabte konkurrence om at komme først til mølle, når vinden blæste. Brødrene ejede desuden en anpart i Dyngby Mølle, hvilket afspejler de tætte familiære og økonomiske relationer mellem Kysing- og Dyngby-familierne.
Den forbindelse dokumenteres yderligere i en syns- og skønsforretning i 1863, antagelig i forbindelse med brødrenes død i 1860 og 1861.
For både mølleren og kunderne var mål og vægt afgørende. Møllerens betaling bestod i, at han tog told af kornet, og for at undgå snyd blev der brugt en stemplet toldkop, godkendt af myndighederne. Koppen rummede nøjagtigt en attende-del skæppe, knap én liter.
Den gamle kop fra Kysing Mølle, som er stemplet “Frederik den VII”, er stadig i familiens eje.
Efter brødrenes død forblev møllen i familiens eje, og den var i drift indtil 1928, hvor den, ligesom flere andre lokale møller lukkede på grund af samfundsudviklingen.
Møllen lå herefter uvirksom hen i 4 år, indtil den en sommerdag brændte ned til grunden efter børns leg med tændstikker.
I 1969 købte staten mølleområdet og udlagde det til rekreative formål.
På fundamentet fra det gamle møllerhus ligger i dag en restaurant, og Kysing Mølle lever videre som en del af områdets historie.