Børge Thuesen blev født den 25. maj 1917 som søn af Ole Sørensen Thuesen og hustru Abelone Andersen, Rudegaard, Rude Havvej 109, og han døde den 19. februar 1986.
Børge Thuesen giftede sig den 16. marts 1941 i Odder Sognekirke med Else Mariane Jensen, med hvem han fik 6 børn.
Biografi
Efter faderens død i 1941 overtog Børge Thuesen driften af slægtsgården, Rudegaard, først som forpagter hos moderen og fra 1963 som ejer.
Børge Thuesen var en af de ildsjæle, der med sit engagement var med til at forme det lille samfund.
Han tog aktivt del i foreningslivet og var en årrække formand for idrætsforeningen.
Også inden for haveforeningen var Børge Thuesen aktiv, og han anlagde omkring Rudegård en parklignende have, som stadig er en fryd for øjet, når man passerer ejendommen, som siden 1986 har været drevet af sønnen Preben.
Børge Thuesens altoverskyggende interesse var dog lokalhistorie, og hans optegnelser om Rude bys gårde og beboere er en guldgrube for Saxild-Nølev Lokalhistoriske Arkiv, som skylder ham stor tak for det materiale, der er skænket til arkivet og dermed er bevaret for eftertiden.