Fortidens Spor

Lige nord for Saxild Skole løber grænsen, der adskiller Saxild fra Rude. I landskabet ses den som en grussti, som siden 1800-tallet har fungeret som både skel og transportvej for bønderne i området, og som strækker sig fra Saxild Skole og ned mod stranden ved Rude Havbakke.
For områdets bønder var stien uundværlig, når de skulle hente tang til deres roekuler og sand til de sandstrøede gulve. Ser man på de gamle kort, kan man se, hvordan de store landboreformer i slutningen af 1700-tallet satte deres præg på området, og hvordan de mange markskel stadig kan fortælle historie.

Stier og matrikler i Rude og Saxild

Grusstien følger mod nord Rudes matrikel 10, ejendommen Lindegaard, som i dag er nedbrudt, og matrikel 7C, der hørte til Rude Overgaard.
Mod syd følger stien Saxilds matrikel 32a, Hadskjærgaard.
Mod øst smelter stien sammen med kirkestien som mod syd går gennem ejendommen Granelund til Saxild by og strandstien mod nord, som tidligere fungerede som skolesti for børnene fra den østlige del af Rude Havvej og Kysing.
Parallelt med grusvejen gik der tidligere endnu en sti i markskellet mellem Rudes matrikler 8 og 9.
Det er sandsynligt, at ejerne af de to ejendomme, Krusesminde og Lilmoesgaard, benyttede denne sti, som fik forbindelse til grusstien via den nord-sydgående forbindelsesvej ved den "Røde lade" – grænsen mellem matrikel 10 og 7C.

Rude By som Kulturmiljø

At Odder Kommune har udpeget Rude som et af områdets 38 kulturmiljøer er fuldt forståeligt.
Landsbyen ligger fortsat, som den har gjort i århundreder, med gårdene placeret i den gamle bymidte og markerne spredt som en stjerne ud fra centrum.
Det landskabsmønster er om noget en central del af Rudes kulturhistoriske arv. Det betyder, at området er sårbart over for forandringer. Det er derfor vigtigt, at eventuelle udviklingsprojekter og udbygningsplaner ikke blot tager hensyn til Rudes bymidte, men også til de historiske stier, markskel og matrikler, som er en væsentlig del af det samlede kulturmiljø.

Der er så dejligt derude på landet

Omkring 1915 var den gamle grussti en kilde til fantasi og eventyr for forfatteren Dines Skafte Jespersen, der senere blev kendt for bøgerne om "Troldepus" – en lille skovtrold, der levede i skovens dybe, grønne verden.
I et andet af hans værker, "Født på en søndag," beskriver Dines Skafte Jespersen, der voksede op på Saxild Skole den lille oase mellem by og strand:

Langs de gamle skovstier, som fortsat snor sig gennem landskabet, kan man finde små, skjulte oaser, hvor flere hundrede år gamle egetræer står som tavse vidner om fortidens skovdække.
I en af de oaser i Rude plantage, mindre end en km. fra stiområdet fandt man i 1894 på Rudegaards matrikel (4) en oldtidsgrav med to stenkister, som vidner om, at området har været beboet siden stenalderen, en opdagelse, der føjer endnu et lag til områdets spændende historie og udvikling.

Områdets forandring

I begyndelsen af 1900-tallet oplevede Rude og Saksild en tid med store forandringer i landbruget. Bønderne begyndte at beplante store områder med gran, primært for at producere tømmer, som kunne bruges til reparationer og andre nødvendige formål på gårdene. Det var i det skovområder Dines Skafte Jespersen bevægede sig.
Den gård som Dines Skafte Jespersen omtaler i sin fortælling, er gården ”Hadskjærgaard,” matrikel 32 a, der ligger nabo til Saksild Skole med adressen Rudevej 110, en gård hvis historie og ejerliste kan følges et par hundrede år tilbage i tiden.

Hadskjærgaard og navneforskning

Gennem navneforskning er det ofte muligt at afdække et områdes historiske og geografiske karakteristika. Bynavnet Rude stammer fra det oldnordiske ord "ruth," der betyder rydning, og det fortæller os, at området oprindeligt var et ryddet område.
Gårdenavnet "Hadskjærgaard" eller tidligere "Hads Kærgaard" afslører dels, at gården ligger i Hads Herred og dels at gården oprindeligt lå i en sumpet kratskov, kendt som "kær."

Dræning og mergling af området

Den sumpede kratskov var en udfordring for gårdejer Søren Møller Sørensen og hans kone Jakobine, da de i 1927 overtog gården efter sognefoged Søren Frandsen. Det varede ikke længe, før området blev både drænet og merglet for at forbedre dyrkningsforholdene.
Møller Sørensen drev gården med respekt for det naturområde, der omkransede den.
Han havde, som de fleste landejendomme på den tid både køer og grise, og fra gamle beretninger ved vi, at han havde en fin besætning af stambogsførte ungkreaturer.
Jakobine døde i 1975 Søren i 1977 og det blev deres søn Erik, der nu skulle føre gården videre.

For Erik var landbruget ikke en livsstil, der appellerede til ham, og det varede ikke længe, før de grønne marker blev en saga blot.
I stedet blev området beplantet med grantræer, da Erik ønskede at etablere sit eget jagtområde.

En sø og dens historie

I april 1992 tog et nyt kapitel sin begyndelse. Erik havde indsendt en ansøgning til amtet om tilladelse til at udgrave et ca. 1000 kvadratmeter stort vandhul på matrikel 7C.
Amtet godkendte projektet den 24. maj 1993 i henhold til Planlovens § 35, og man så et stort potentiale for, at der her kunne udvikles en rig smådyrsfauna.
I godkendelsen nævnes, at vandinsekter som dafnier, vandlopper og andre smådyr, som udgør fødegrundlaget for vandfugle, salamandere, frøer og tudser, snart ville være at finde i det nye vandmiljø.
Med tilladelsen på plads kunne projektet gå i gang, og med en status som § 3-beskyttet natur, sikrede man sig at området blev bevaret som et værdifuldt økologisk habitat og et vigtigt levested for et mangfoldigt dyreliv.

Uroen ulmer

Hos pædagogerne ved den stedlige børnehave blev søen ikke vel modtaget. De fandt den direkte livsfarlig for områdets børn, hvorefter Erik for naboskabets skyld hegnede den ind.
Siden satte Erik og Kaja et lille bitte fritidshus på grunden, så de i de smukke omgivelser kunne sidde og nyde en kop kaffe.
Det fik en inkognito gruppe kaldet ”Naturelskere” helt op i det røde felt, og de indsendte en klage til Naturstyrelsen og efter flere års tovtrækkeri, måtte det lille hus lade livet med begrundelsen, at fritidshuse i landzone var strengt forbudt.
Naboskabet havde det svært.
Alternativet blev, at familien efter Planlovens § 35 fik lov at opføre et 300 kvm. stort maskinhus, en rød lade, som blev bygget tæt på søen, en landbrugsbygning med de klausuler, der nu engang hører en sådan til.
At Erik og fru Kaja heri opstaldede en campingvogn, se det er så en anden sag.

Skoven voksede til og blev, som planen var, med årene et dejligt jagtområde for Erik.
Rygtet vil endda vide, at skoven i midten af 1990'erne blev udviklet med EU-støtte, det har dog intet på sig, og derfor er skoven heller ikke blevet kategoriseret som fredskov – desværre.
Den er blevet et elsket sted for både mennesker og dyr, hvor man kan opleve naturens rigdom og skønhed selv uden den formelle fredning.
Området har udviklet sig i en grad, så både Dansk Naturfredningsforenings Odder afdeling og biolog Jens Thejsen konkluderer, at der på både matr.nr. 7c og 32d er både fersk eng og biologisk overdrev i et større område i forbindelse med søen.

Uden at have gennemført en grundig gennemgang af dyre- og plantearter i området, har Jens Thejsen konstateret, at der på både matrikel 32 d og 7 c findes orkideer, ligesom søen har bredt sig til matrikel 32, hvor der er en decideret sumpudvikling med en lang række sump- og vandplanter.
Her er flagermus i stort tal, insekter, Sommerfuglen Okkergul, frøer og vandsalamander, i skovområdet lever råvildt, ræv og grævling, ja, der er al den frodighed, som Erik og Kaja havde drømt om.

Hvad de gamle gravsten fortæller

Kaja døde i 2004 og Erik i 2016
Deres gravsten fortæller vel mere end noget andet, om deres bristede drømme om at nyde søen og dens omgivelser fra det lille fritidshus: En sten i rødpoleret granit med motivet af en sø omkranset af træer og den strålende sol, som bærer teksten:
Kaja Sørensen, født 6.8. 1941 død 30.5. 2004
Erik Møller Sørensen
født 19.10 1941 død 1.5 2016

En ubetalelig arv

Enhver tid sætter sine spor i landskabet, og området i Saxild Nord bærer et vidnesbyrd om en tid, hvor naturen og mennesket har tilpasset sig hinanden.
Kaja og Erik Møller Sørensens kærlighed til stedet satte et uudsletteligt præg, som nu deles med os, som bor her. Og vi har taget det til os.
Det er her, vi mærker vindens susen gennem trætoppene, hører fuglenes sang, og ser årstidernes farver male skoven i nye nuancer.
Enhver tid har sin stemning, sin ro og sin travlhed. Og skoven giver plads til det hele.

Det er her, vi finder et åndehul i en travl hverdag, et sted, hvor fortid og nutid mødes, og hvor hver generation efterlader sine aftryk, ligesom Kaja og Erik gjorde.

Skoven står som et levende mindesmærke over, hvad det betyder at elske et sted og lade det blomstre for kommende tider.
Hvad fremtiden bringer, ved vi ikke, men Saxild Nords historie er lang og spændende, og nye afsnit vil komme til.

Tak til alle der har bidraget med smukke naturbilleder. Der vil løbende blive tilføjet flere.