Bag Alfarvej, nær Brus af Bølger smaa,
staar Rude Bakker ud mod Havets Blaa;
Grønsværstæppe, blødt som Moders Skød,
er her det Dække, som gør Hvilen sød.
Paa Bakkeskrænt frempibler Kildevand.
og Blomster fryder sig ved Kildens Rand.
I Dalens Bund der vokser Siv og Rør,
et Tilholdssted for Snegle og for Frø´r.

Og hist og her man ser forpjusket Krat
af Pil og Tjørn med Myggedans om Hat,
Smaablomster rundt i Græsset leger Skjul,
kun Nælden staar og tværer grøn og gul.
Og over hele denne Herlighed
en Strøm af Lærketriller risler ned.
Ej noget Sted i Danmarks vide Land,
man hører Lærken som ved Rude Strand.

Med Vestenvinden føres Graners Sus
igennem slugter ud til Bølgers Brus
en saare sær, til Tider vild Musik,
som kredser Tanken ind i Romantik.
Men Bakkelandets havombruste Kyst
er først og fremmest dog en Øjets Lyst
mer skøn end søgræsgrønne Havfruhaar
er Rude Bakker - Vaar som Efteraar.

Her finder trætte Sind den Lægedom,
som heler Nerver, der er skruet om;
her pustes Sundhed i den hele Krop
fra Granders Duft og Havets salte Top.
Et lidet Paradis ved Alfarvej
er Rude Bakker aabent og for dig -
de grønne Skrænters blomsterklædte Hæld
indbyder alle til sit Rigdomsvæld.

Ukendt melodi