Rude by er en af de få landsbyer, der ikke har oplevet nogen særlig udflytning. Den ligger stadig som en samling gårde ved et vejkryds, som den har gjort i århundreder.

Midt i byen, i krydset mellem Rudevej og Rude Havvej, står en mindesten over studiosus David Davidsen, manden, som var rudeborgerne en mild og god herre. Ved arv kom han i 1733 i besiddelse af 9 af Rudes 14 gårde. Og modsat mange andre herremænd, forlangte han ikke nogen form for hoveri af sine fæstebønder, og der var ingen ond ridefoged til at styre gemytterne.

Efter David Davidsens død i 1793, viste et testamente, at han havde givet Rudebønderne arveret til deres huse og gårde, ligesom deres årlige afgifter blev nedsat betragteligt. En del af disse penge skulle efterfølgende gives til legater til byens skole, til skolebørn og til soldater, for som David Davidsen selv udtrykte det: ” Nu har jeg i så mange år nydt godt af jeres arbejde, nu skal I nyde godt af, hvad jeg har”.

Det var stort, så for Rudebønderne kunne det ikke betale sig at løskøbe gårdene, og først da det ved lov i 1912 blev bestemt, at alle fæstebønder SKULLE købe deres gårde fri, skete det også i Rude.

De gårde der hørte under det Davidsenske Gods var matriklerne 2a til 10.a.