De første sommerhuse
Omkring år 1900 bestod Kattegatkysten langs Rude og Saxild af værdiløs udmarksjord og lyngklædte banker, men med overgangen fra det traditionelle bondesamfund til industri- og velfærdssamfund fik det en ny og rekreativ værdi.
I perioden mellem 1895 og 1899 havde bønderne fra Saxild og Rude tilplantet deres magre strandlodder med nåletræer.
Tanken var, at man på den måde kunne blive selvforsynende med træ, og ingen havde set, at området i løbet af de næste årtier ville forvandle sig til et af områdets fineste sommerhusområder.
I den periode opstod i lægekredse de første spirede tanker om, at lys, saltvand og havbade var godt for både sjæl og krop, og på mondæne badesteder som Skagen og Marienlyst dyrkede overklassen havbade, iført tækkelige, hellange badedragter.
Ved 1900-tallets begyndelse nåede den nye trend også til Hads Herred, hvor Odder by’s ”kendisser” langsomt begyndte at udnytte områdets fine badestrande.
Hist og her skød et ensomt sommerhus op, Odders ”bedre borgerskab” etablerede sig på store isolerede grunde, som de erhvervede sig for små penge. Her nød man det frie liv, førte selskabelighed eller fruerne mødtes til forskellige aktiviteter.
For den almindelige lønmodtager var strandlivet begrænset til små og korte besøg, indtil vi i 1938 fik Danmark første ferielov, hvor både arbejdere og funktionærer fik ret til 9 dages ferie med fuld kompensation, hvis man havde været fuldt beskæftiget hele året forud.
Høj og lav havde nu mulighed for sammenhængende ferie, og på den tidligere værdiløse udmarksjord i Saxild og Rude, skød utallige mere eller mindre primitive sommerhuse op.
Grunden var lagt til de store sommerhusområder der i dag ligger langt vores kyststrækning.