Gravsted nr. 537-538

Gravstenens tekst

Stenen

Stenen er en grotte i sandsten med 2 indsatte marmortavler. Teksten er indhugget og sandstenen er udsmykket med løvranker i sandsten og et påsat marmorkors

Kriterier for bevaring

Stenen er kirkegårdens ældste sten, og går under navnet "sørøverstenen." hvilket hentyder til Napoleonskrigene, hvor der var stor aktivitet i området ud for Norsminde, men hvor også Jens Rasmussen sejlede på verdenshavene.
Som et led i krigsførelsen udstedte kongen et utal af kaper-breve til små danske kanonbåde, og på den måde gav han grønt lys for at mange søfolk drev en slags statsautoriseret sørøveri – Jens Rasmussen var, så vidt vi på arkivet er orienteret, ikke kaper, men han var alligevel dybt involveret krigen. To gange blev hans skib kapret af englænderne, hvor han undslap, men i sommeren 1813 blev han for 3. og sidste gang kapret, denne gang efter en sejlads i Nordsøen. Han blev sammen med det øvrige mandskab ført til England som krigsfange. Først til Chatham 50 km øst for London, hvor fangerne blev anbragt i en kirke med halm på gulvet – senere blev de først til et udrangeret krigsskib, der lå for anker på Themsen.
Som man kan udlede af teksten på stenen blev Jens frigivet i 1814, hvorefter han vendte hjem til Saxild.
Den 8. november samme år, blev han gift med Mette Sørensdatter fra Saxild Hougaard.
Krigens rædsler til trods var Jens ikke kuet. Sammen med Mette overtog han hendes fødegård, hvor parret opfostrede deres 8 børn.
Jens var initiativrig, han opdyrkede Porsmosen i Saxild, og han drev for Saxild Bymænd Saxild Ladeplads, som under ham blev en blomstrende forretning.
Beretningerne om Jens Rasmussen og Mette Sørensdatter er mange, og de er et væsentligt bidrag til at sætte den lokale historie i relief til Danmarkshistorien.

Jens Rasmussen og Mette Sørensdatters gravsten er af Odder Museum på vegne af Nationalmuseet udtaget til bevaring som et historisk minde. Stenen står på sin oprindelige placering, men gravstedet blev nedlagt i fobindelse med kirkegårdens renovering i 2022, og stenen står i dag sammen med 4 andre sten, som menighedsrådet har valgt at bevare.