Biografi
Svend Peter Jensen er født i Nølev som søn af smedemester Kristen Pedersen Jensen og hustru Petrea.
Svend Peter blev uddannet smed hos sin far i Nølev Smedje, men uddannede sig yderligere blandt andet via kurser på teknologisk institut i København og Aarhus.
I 1949 indgik far og søn kompagniskab og efter faderens død i 1952 overtog Svend Peter smedjen, som nu fik navnet "Nølev smede- og maskinmesterforretning" og som sin far varetog Svend Peter mange og forskelligartede opgaver i lokalsamfundet.
I november 1957 giftede Svend Peter sig i Thisted kirke med Helene Nielsen, med hvem han fik børnene Inge og Ulla.
Svend Peter fik i 1963 autorisation som gas-vand og sanitetsmester, han reparerede også cykler, solgte BP benzin fra pladsen foran huset og havde i det hele taget mange gøremål.
Svend Peter var medlem af Østjyllands Smedemesterforening, og fungerede som kommunal maskinsynsmand.
Desværre svigtede Svend Peters helbred, og i 1969 døde han blot 47 år gammel.
Med Svend Peter var smedens epoke i Nølevs historie slut og den gamle smedje blev omdannet til privat beboelse.