Med banen kom også Brugsen til Assedrup. Vorherre gav os 10 bud, men han glemte det 11., nemlig samarbejde. Det var der imidlertid 28 fattige vævere i Rocdale i England, der huskede og det førte til, at de i fælleskab købte en sæk sukker. Derefter gik de sammen en aften om ugen, delte den og konstaterede, at de på denne måde havde sukkeret hjemme til det halve af, hvad de plejede at give for det.

Det blev starten på verdens første brugsforening, hvis principper og ideer ikke alene blev taget op overalt i England, men efterhånden over hele verden. Disse bredte sig også til Danmark og dermed til Assedrup.

Brugsforeningen her havde først til huse i et lejet lokale hos snedker J. F. Nielsen og startede med en kvindelig uddeler. Her lå Brugsen indtil omsætningen på kroen blev for lille, den købte man, og her var Brugsen, indtil den for få år siden måtte kapitulere og lukke på grund af stigende konkurrence og ditto omkostninger. Lukningen blev til stor skade for det lille bysamfund; - det 11. bud var glemt.

Her skal ikke omtales Brugsens skiftende uddelere, men enkelte bør nævnes bl.a.

Rasmus Svejgaard

Han var så vidt jeg ved nr. 2 i rækken. Han var jordens ærligste mand, men fik et lille underskud, formentlig fordi han betjente sig af den dyreste bog, som findes, nemlig glemmebogen.

Han flyttede til Odder, og en udtalelse fra den tid lød: "De var nogen grumme nogen derude i Assedrup. De tog mine penge (han måtte betale underskuddet), og de havde nær taget min forstand også."

De første mange år var der åben i Brugsen søndag formiddag og lørdag til kl. 10 eller så længe, der var folk på gaden eller kunder.

En meget aggressiv uddeler var

Rasmus Pedersen

Han var ikke fagmand, men uddannet kontrolassistent. Han var i stand til at drive Brugsforeningen op til at blive en af egnens største. Der var flere købmænd i området, men når en døde eller flyttede, var Rasmus Pedersen på tæerne hos kunderne, om han kunne få leveringen af deres varer. Varerne blev leveret lige til huset. Han havde en nordbagger og en lille fjedervogn; med den kørte han rundt til alle kunderne een gang om ugen.

Rasmus Pedersen var den rigtige mand på uddelerposten. Ydermere blev stationsforstander Marthens formand, hvilket viste sig at have en gunstig virkning på Brugsens omsætning.

Priserne kunne naturligvis ikke, hverken her eller andre steder, holdes nede på 50% som i Rocdale. Der skulle enten betales leje af lokale eller skaffes kapital til køb af forretning. Det afgørende ved Brugsforeningens rolle var og er vel nok, at den er "til stede" og medbestemmende på priserne på daglig forbrugsvarer i det hele taget.

Hvis ikke banen var kommet til Assedrup, kunne Brugsen lige så godt have ligget i en af de andre landsbyer; men nu var banen her og med den kunne man få varerne lige ind ad døren og til billig pris. Uden banen ville det have været vanskeligt at starte en brugs i Assedrup; varerne skulle jo så have været hentet i Aarhus med hestevogn, og selvom der var landevej herfra direkte til Aarhus, så var dennes tilstand sådan, at det altid var bedst at køre på marken ved siden af.

Ukendt forfatter