Fra gamle kort og beskrivelser ved vi, at Saxild har været en tæt bebygget landsby, hvor gårdene lå tæt omkring kirken og med Gl. Bygade som byens centrum. Uden for bykernen strakte bymarken sig ud til overdrevet, hvor hyrderne gik og passede byens kvæg, og gennem Saxild gamle bylov får vi stor indsigt i fællesskabets regler.

I sidste halvdel af 1700-tallet indså regeringen, at der måtte ske ændringer i landbrugsstrukturen, fællesdrift og trevangsbrug måtte afskaffes og hoveriet begrænses. Ideen om at alle skulle have af både den gode og den dårlige muld, var for så vidt ikke dårlig, men den var tidsrøvende, for konsekvensen var, at den enkelte bonde kunne have lodder både 10 og tyve steder i sognet. Nu skulle jorden samles og den enkelte have mulighed for at flytte sin gård ud på egen mark.

Helt parat til den forandring var bønderne i Saxild ikke, mange ønskede stadig fællesskabet, og derfor er byen et fremragende eksempel på en stjerneformet udskiftning, hvor den enkelte gårds jordtilligender kom til at udgå i en kileform fra selve ejendommen, medens gården bevarede sin placering i bykernen.

Størsteparten af gårdene i Saxild var selvejergårde, og de få fæstegårde der var, hørte under Rathlousdal og Aakjær. Ved udskiftningens begyndelse i 1795 var der i Saxild 20 gårde, hvoraf hovedparten lå i byens centrum. Gårdene i Tuskjær (Tues kjær eller Tues rydning) var allerede udflyttet, de var alle selvejergårde, efter at Tuskjærgården i 1788 frikøbtes fra Aakjær.

Udflytningen skete uhyre langsomt, og først efter 1850 begyndte en egentlig udflytning at finde sted i Saxild, hvor enkelte gårde stadig ligger på den oprindelige placering tæt ved den gamle Bygade.