Søndag den 4. oktober 2020 blev en stor dag for menighederne i Saksild og Nølev Sogne.

Endelig, et helt år efter at vores tidligere sognepræst Kirsten Lundager efter 37 år i embedet valgte at gå på pension, blev stillingen genbesat.

Meget er sket siden da. Vores lille pastorat er i dag udvidet med sognene Randlev-Bjerager og Gosmer-Halling, med den samlede betegnelse "Kystpastoratet."

I den sammenhæng må vi glædes over, at en ny præstebolig er under opførelse på Kr. Petersensvej og at vores nye sognepræst Marianne Hedensted Kinch sammen med sin mand Aage og deres to små piger Vilma og Asta kan flytte ind den 1. november.

Provst Dorte Sørensen "indsatte" Marianne i embedet

Marianne holdt derefter sin første prædiken for menigheden, hvorefter Menighedsrådsformand Hans Mogensen på sognenes vegne bød hende velkommen hertil.

Som slutsalme havde Marianne, ganske sigende, valgt K.L. Aastrup smukke "Du gav mig oh herre".

Du gav mig, o Herre, en lod af din jord,
som jeg nu min egen må kalde.
Du gav mig et dagværk og brød til mit bord.
Her lever jeg trygt på dit mægtige ord,
der taler til mig som til alle.
Her bygtes mit bo,
her nyder jeg ro
og kan dig med glæde påkalde.

I en tid hvor Coronaen sætter sine begrænsninger, var der også restriktioner på antal besøgende til gudstjenesten, salmebøgerne var sprittet af, og menigheden sad med behørig afstand.

Et velkomstarrangement for Marianne er udsat til foråret, men menigheden kunne efter gudstjenesten "hilse på" - på afstand - udendørs.

Fra arkivets side ønsker vi, at Marianne med sin familie må falde godt til i vores sogne, og som træet der står i baggrunden slå gode og stærke rødder her.