I slutningen af 1800-tallet lå vores strandområder øde hen. Men også her blev der taget initiativ til at udnytte den ringe udmarksjord.
Gårdejer Hans Simonsen fra Kjældsdamsgaard købte af Saxild Præsteembede et næsten 20 tdr. land stort område ved stranden, som han lod for lod forærede til byens grundejere mod at de sammen plantede træer, så byen kunne blive selvforsynende med tømmer. At plantagen over de næster årtier skulle få en helt anden betydning, ja det anede ingen.

Da det bedre borgerskab fra byerne først fik smag på strandlivet, faldt det helt naturligt, at Plantningsselskabet begyndte at udleje deres jord, og snart dukkede de første små og interimistiske sommerhuse op. Man boede tæt og primitivt og først efter Anden Verdenskrig, hvor der kom masser af restriktioner om byggelinjer, brandbælter, vejbredde og strenge sanitære krav, forandrede området sig.

Plantningsselskabet solgte i 1949 hovedparten af grundene, og det var nu op til de enkelte Grundejere at honorere myndighedernes krav.
Plantningsselskabet har en enkelt grund tilbage, som er beliggende på Solsortevej. Grunden kan ikke bebygges, men Plantningsselskabets medlemmer kan her mødes til hyggeligt samvær.