Går man fra Byens Plads forbi Saxild Kirke og til venstre ad Kristian Petersens Vej forbi den flotte Saxild Hougaard kommer man for enden af vejen til Sundhedscenter Saksild Strand – i fordums tid et flot og storslået badehotel.

Vejen er opkaldt efter bager og konditor Kristian Petersen, der i begyndelsen af 1900-tallet fik den dristige idé af bygge et badehotel ved Odder-kysten.

Han købte 10 tdr. land af Hougaardens mest sandede og vindblæste arealer, og gik i gang.

Et imponerende bygningsværk i to etager med tårne og spir og en imponerende veranda der forbandt fløjene. 30 værelser og køkkenfaciliteter blev indrettet, og udearealerne blev beplantet med gran og fyr, som møjsommeligt blev passet, vandet og gødet med hestemøg.

Drikkevand blev ført gennem en ledning fra bakken mod vest, og der blev installeret toiletter med træk og slip. Stort var det.

Badehotellet blev indviet i 1906, og der var fra begyndelsen stor søgning til området.

Da elektriciteten i 1916 kom til området, sikrede Kristian Petersen hurtigt, at også badehotellet fik indlagt strøm. Der blev etableret bådebro og hotellet var så velbesøgt, at der en periode var tanker om at etablere en dampskibsforbindelse fra Aarhus og til badehotellet.
Kristian Petersen døde i 1920 og ligger begravet på Saxild Kirkegaard, hvor man kan besøge hans gravsted.
Badehotellet blev videreført af hans hustru og datter.

I 1953 blev badehotellet solgt til Sygekassen i Aarhus og fungerede herefter som sundheds- og rekreationshjem for seniorer fra Aarhus Kommune. I den forbindelse blev der udbygget med værelsesfløje i gule mursten, men på trods af de bombastiske bygninger, kan noget af fordums skønhed ved det gamle badehotel fortsat nydes, ikke mindst når man ser det fra hav-siden.