Liv på havnen

I midten at 1800-tallet havde Norsminde sin storhedstid. Masser af træ, kvæg og foderstoffer udskibedes til Tunø og Samsø og også fjernere mål i Norden og Tyskland. Den driftige Århuskøbmand Hans Broge opførte derfor i 1854 Norsminde Handelsplads, som stadig ligger her.

Der var til denne forretning tilknyttet 8 kommis`er og 12 kuske med tilhørende heste og vogne. Desuden var der et stort lager i indtil flere stokværk. Det gav selvfølgelig liv i havnen.

Liv på kroen

Mange af skipperne fordrev ventetiden på bedre vejr med kortspil og rafling med tilhørende kaffepuncher i Skænkestuen. For at undgå at skipperne alt for ofte gik ud for at tjekke vejret, opsatte kromanden en vindrose under loftet i Skænkestuen. En viser var så forbundet med en vejrhane på taget, så skipperne hver gang de lagde nakken tilbage og sagde ”Skål”, kunne forvisse sig om, hvor vinden bar hen. Efterhånden som kaffepuncherne gled ned, blev lysten til at drage af som regel mindre. Men skipperne blev aldrig helt fortrolige med kromandens ellers geniale påfund. De stolede stadig mest på deres egne vindposer på skibene. Matroserne, der jo også nød landlovens glæder, kunne så finde på at hælde sten i vindposerne, så de hang slapt ned. Derved blev vundet en del tid til mere tant og fjas. En kopi af vindrosen ses stadig i Skænkestuen.

Det grønne bord

I den søndre ende af det lange grønne bord i Skænkestuen kan man stadig se skuffen og revnen, som folk og fæ skulle betænke med en skilling for at passere fjordens munding tørskoet. Kromanden havde ret og pligt til at vedligeholde den skrøbelige træbro, som var opført i 1773 af Christian Frederich Güldencrone, Friherre til Wilhelmsborg under hvem kroen hørte indtil 1825, hvor den blev frikøbt af P.A. Møller. Man kan stadig se et skilt med brotaksterne i Skænkestuen. Byens storhedstid sluttede imidlerid brat da jernbanen fra Århus til Odder og Hou blev indviet i 1884. Handelen, som før gik til Norsminde, gik nu til Odder og Malling og i 1888 lukkede kroen.

Bornholmeruret

I Skænkestuen står der også et ”Bornholmerur”. Urværket er erhvervet på en auktion på Moesgaard i 1834, hvor det havde tjent som tårnur. Den opmærksomme beskuer vil se, at der kun er én viser på urskiven. Dette er ikke en fejl. Man gik ikke så meget op i minutterne i gamle dage. Når klokkeværket rungede kl. 6 om morgenen, kunne det høres over syv kirkesogne, så vidste bønderne at det var tid at stille til hovarbejde på Moesgaard. Kl. 18 rungede det igen, så havde man fri. Og sådan gik det forøvrigt syv dage om ugen.

Det er klart at klokkerne var alt for kraftige til det lille rum, som Skænkestuen jo er. Klokkeværket er sidenhen koblet fra.

Der knytter sig en lille anekdote til ”Bornholmeruret”. Mens der endnu var slagteri i Odder op i 1970`erne, så holdt man personalefest her på kroen. Der var så 120 slagteriarbejdere og ca. 10 kontorpiger når der skulle danses. Mange af de tiloversblevne mandfolk trak så ind i Skænkestuen og fik nogle bajere. På et tidspunkt følte én af mændene sig foranlediget til at ta` sig en svingom med ”Bornholmeruret”. Det skulle han aldrig ha` gjort. Han fik det 12 kg tunge urværk i hovedet og blodet flød. Siden den aften hed han mærkelig nok aldrig andet end ”Bornholmeren”.

Norsminde Bylaug

På væggen i Skænkestuen hænger portrætter af Oldermændene i Norsminde Bylaug siden stiftelsen i 1993. Bylauget holder sine møder i Skænkestuen og på bænken omkring det grønne bord er der messingplader med Laugsrådsmedlemmernes plads og titel.

Formaster en fremmed sig til at sætte sig på én af disse pladser, så koster det en omgang, hvis han ikke forføjer sig, når ejermanden dukker op. Og hvis der er nogle, som tror at kommunismen er en saga blott, så læs lige Bylaugets vedtægter som også hænger i stuen.