Historie

Fortalt af Torben Alrøe

Norsminde

Norsminde betyder ”ved norets munding”. Første gang man ser navnet Norsminde på skrift er 16. marts 1292. Kong Erik Menved gav på denne dag Kannikerne i Århus lov til at opkræve skatter af de skibe, som anløb den naturlige havn i Norsminde.

En mindesten der markerer 700 års jubilæet for denne begivenhed (1292 – 1992) ligger nord for den store sal ud mod havnen.

Men allerede tilbage i Maglemose- og især Ertebøllekulturens tid – ca. 4000 – 6000 år f. Kr. – var området beboet.

Udgravninger af køkkenmøddinger i Norslund på den nordlige side af inderfjorden fortæller om et folk af jægere og fiskere, der levede at østers, blåmuslinger, vildsvin og krondyr. Den dag idag kan man ved lavvande iagttage en muslingebanke ca. 50 m. vest for den nye bro.

Kro gennem århundreder

Formodentlig har der været kro på stedet siden det 12. århundrede, hvor også Kysing Kirke eller Meden Kirke, som den også benævnes, blev bygget på bakken skråt overfor kroen. Resterne af kirken kan stadig ses.

Den oprindelige krobygningen blev bygget i 1693 og var dengang en uanselig bindingsværksbygning med malede stolper, lerklinede vægge og små blyindfattede ruder.

I 1866 renoverede Hans Sørensen Alrøe krobygningen til det udseende, den har idag.

H.S.Alrøe var møllebygger fra Tirsbæk ved Vejle og blev i 1855 gift med Karen Marie, datter af daværende kromand Peter Andreas Møller og fru Ane.

P. A. Møller købte i 1825 kroen på auktion for 1620 Rbd. Sedler og 460 Rbd. Sølv. Før den tid havde Norsminde kro været ejet af Gehejmekonferensraad Güldencrone til Wilhelmsborg, som havde fæstet den bort til forskellige kromænd.

Med P.A. Møller gik kroen over i borgerligt selveje, og han skulle nu drive den for egen regning og risiko.

Bro og bropenge

Til Norsminde Kros herlighed hørte også en bro over en strøm, der forbinder Norsminde Fjord med havet og som på dette sted danner grænsen for Hads- og Ning Herreder.

Kromanden havde ret til at opkræve bropenge og pligt til at vedligeholde samme skrøbelige træbro, som oprindelig var bygget i 1773. Bropengene var også fastsat i 1773 ved Kgl. resolution og forskellige kromænd ansøgte forgæves om at hæve brotaksterne, men fik gang på gang afslag.

Burmand og Holger Danske.

På den baggrund fremstillede man i begyndelsen af 1800-tallet to mandshøje træfigurer forestillende Burmand og Holger Danske, som blev opstillet på hver sin side af broen for at gøre de Hads- og Ning Herreds bønder opmærksomme på, at de skulle huske at betale kromanden bropenge for at holde broen vedlige.

Alle danskere kender Holger Danske og ved, at han sidder med korslagte arme i dyb søvn under Kronborg Slot. Han vil ifølge sagnet vågne og frelse Danmark, når/hvis undergangen truer. Man påstår på Helsingør-egnen, at han har rumlet og skramlet mere end vanligt de senere år.

Ikke mange ved hvem Burmand er, men sagnene om ham er mangfoldige. En folkevise fra 1400 tallet fortæller om en hedensk søn af ”havtrolden”, der truede kongen af Israel med at ødelægge hans by, hvis kæmpen ikke fik kongens datter prinsesse Gloriant til ægte. Prinsessen henvender sig i sin fortvivlelse til Holger Danske, der angiveligt skulle have siddet i fængsel i 15 år. taget til fange af Saracenerne (Araberne). Holger Danske bliver udstyret med hest og rustning og opsøger Burmand. Det kommer til kamp og Holger Danske skiller Burmands hoved fra kroppen og får i tilgift prinsessen og det halve kongerige. Kopier af de to kæmper kan idag iagttages på kroen.

Fhv. Kroejer Sneborg Alrøe fik i 1980`erne fremstillet de to kopier af Burmand og Holger Danske i Malaysia efter målfaste tegninger udarbejdet af professor på Moesgaard med speciale i vikingetiden. Da man åbnede kasserne, kunne man godt se at de var fremstillet i Østen. De to kæmper havde nemlig usædvanlig høje kindben og det der var værre: skæve øjne. Denne ”skavank” blev senere rettet af en dansk billedskærer.

Overfor receptionen på Norsminde Gamle Kro hænger billedet af forfatteren og præsten St. St. Blicher (1782-1848).

Man ser et selskab sidde rundt om det grønne bord i skænkestuen med Blicher for bordenden. Han fortæller og gestikulerer ivrigt, mens tilhørerne lytter. På krogen på døren hænger hans gevær og jagttaske og inde bagved kan man se, at der er bal. Kromandens to døtre servicerer selskabet, mens en kat smyger sig op af den yngste piges ben.

Forhistorien er dén, at under en havjagt ved Tunø, blæste det op og Blicher og jagtkammeraterne måtte søge nødhavn i Norsminde. Her blev man beværtet på bedste vis og historien fortæller at Blicher denne aften blev forliebt i kromandens datter. Han skrev senere digtet ”Firkløveret” om hændelsen.

Et af versene lyder:

Mig tykkes hartad som det var igaar, vi svang Hadsherredspigerne i dansen, med friske roser i lyse haar, og kælne øjne under blomsterkransen.

Under Englandskrigene 1801 – 1814 oprettede man kystmilitser af frivillige for at beskytte de danske handelsskibe mod englænderne. Sådan at forstå at handelsskibene kunne søge ind i de beskyttende havne.

Et af de mest udsatte områder var kysten fra Århus til Horsens Fjord. Især Norsminde, der var anløbssted for mange handelsskibe var i englændernes søgelys.

Natten mellem d. 5. og 6. maj 1808 forsøgte englænderne at kapre et skib læsset med mursten, men befalingsmanden på skansen, kromand Jens Chr. Kjerulff var på sin post og jog, godt hjulpet af sine to kanoner og 15 mand, englænderne ud af havnen. Kromanden fik året efter overrakt Dannebrogsmændenes Sølvkors for tapperhed i krig.

Skansen i Norsminde

Skansen anlagt i 1808 under opsyn af Oberstløjtnant V. Kyhler, lå på arealet mellem de to broer på den nordlige side af havneindløbet. Skansen var et simpelt jorddige uden palisader, stormpæle, barriereport eller bro. Stedet var monteret med to stk. 12-punds kanoner på voldrapperter samt 1 stlk. 9-punds kanon på voldlavet. Krudttønderne lå på stilladser og ammunitionen gemtes i en bræddeklædt jordhytte på skansen. Mandskabet boede i de nærmeste byer. I Kysing befandt sig desuden to stk. 3-punds kanoner i lavet. Hertil hørte tre kuske, 6 heste – tilhørende kongen – samt 13 mand til betjening.

Liv på havnen

I midten at 1800-tallet havde Norsminde sin storhedstid. Masser af træ, kvæg og foderstoffer udskibedes til Tunø og Samsø og også fjernere mål i Norden og Tyskland. Den driftige Århuskøbmand Hans Broge opførte derfor i 1854 Norsminde Handelsplads, som stadig ligger her.

Der var til denne forretning tilknyttet 8 kommis`er og 12 kuske med tilhørende heste og vogne. Desuden var der et stort lager i indtil flere stokværk. Det gav selvfølgelig liv i havnen.

Liv på kroen

Mange af skipperne fordrev ventetiden på bedre vejr med kortspil og rafling med tilhørende kaffepuncher i Skænkestuen. For at undgå at skipperne alt for ofte gik ud for at tjekke vejret, opsatte kromanden en vindrose under loftet i Skænkestuen. En viser var så forbundet med en vejrhane på taget, så skipperne hver gang de lagde nakken tilbage og sagde ”Skål”, kunne forvisse sig om, hvor vinden bar hen. Efterhånden som kaffepuncherne gled ned, blev lysten til at drage af som regel mindre. Men skipperne blev aldrig helt fortrolige med kromandens ellers geniale påfund. De stolede stadig mest på deres egne vindposer på skibene. Matroserne, der jo også nød landlovens glæder, kunne så finde på at hælde sten i vindposerne, så de hang slapt ned. Derved blev vundet en del tid til mere tant og fjas. En kopi af vindrosen ses stadig i Skænkestuen.

Det grønne bord

I den søndre ende af det lange grønne bord i Skænkestuen kan man stadig se skuffen og revnen, som folk og fæ skulle betænke med en skilling for at passere fjordens munding tørskoet. Kromanden havde ret og pligt til at vedligeholde den skrøbelige træbro, som var opført i 1773 af Christian Frederich Güldencrone, Friherre til Wilhelmsborg under hvem kroen hørte indtil 1825, hvor den blev frikøbt af P.A. Møller. Man kan stadig se et skilt med brotaksterne i Skænkestuen. Byens storhedstid sluttede imidlerid brat da jernbanen fra Århus til Odder og Hou blev indviet i 1884. Handelen, som før gik til Norsminde, gik nu til Odder og Malling og i 1888 lukkede kroen.

Bornholmeruret

I Skænkestuen står der også et ”Bornholmerur”. Urværket er erhvervet på en auktion på Moesgaard i 1834, hvor det havde tjent som tårnur. Den opmærksomme beskuer vil se, at der kun er én viser på urskiven. Dette er ikke en fejl. Man gik ikke så meget op i minutterne i gamle dage. Når klokkeværket rungede kl. 6 om morgenen, kunne det høres over syv kirkesogne, så vidste bønderne at det var tid at stille til hovarbejde på Moesgaard. Kl. 18 rungede det igen, så havde man fri. Og sådan gik det forøvrigt syv dage om ugen.

Det er klart at klokkerne var alt for kraftige til det lille rum, som Skænkestuen jo er. Klokkeværket er sidenhen koblet fra.

Der knytter sig en lille anekdote til ”Bornholmeruret”. Mens der endnu var slagteri i Odder op i 1970`erne, så holdt man personalefest her på kroen. Der var så 120 slagteriarbejdere og ca. 10 kontorpiger når der skulle danses. Mange af de tiloversblevne mandfolk trak så ind i Skænkestuen og fik nogle bajere. På et tidspunkt følte én af mændene sig foranlediget til at ta` sig en svingom med ”Bornholmeruret”. Det skulle han aldrig ha` gjort. Han fik det 12 kg tunge urværk i hovedet og blodet flød. Siden den aften hed han mærkelig nok aldrig andet end ”Bornholmeren”.

Norsminde Bylaug

På væggen i Skænkestuen hænger portrætter af Oldermændene i Norsminde Bylaug siden stiftelsen i 1993. Bylauget holder sine møder i Skænkestuen og på bænken omkring det grønne bord er der messingplader med Laugsrådsmedlemmernes plads og titel.

Formaster en fremmed sig til at sætte sig på én af disse pladser, så koster det en omgang, hvis han ikke forføjer sig, når ejermanden dukker op. Og hvis der er nogle, som tror at kommunismen er en saga blott, så læs lige Bylaugets vedtægter som også hænger i stuen.

Side 1 ud af 2

Underkategorier